Af Frederik Juul
Seks kampe er det nu blevet til i ligaen for Arsenal under den nye træner Mikel Artetas ledelse. 1 sejr, 4 uafgjorte og 1 nederlag. På papiret, ikke en særlig imponerende start, og Arsenal indtager lige nu en lidet flatterende 10. plads i Premier League. Jeg burde være godt træt af det hele. Og alligevel kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så mange sommerfugle i maven over det hold, som jeg har fulgt siden 1978.
Efter 22 år med Wenger, var det hele præget af træthed og vi stod vi med et hold der i flere år var stagneret. Der manglede nye ideer, og ind kom Unai Emery. Med ham fulgte 1 ½ års ørkenvandring hvor det hele bare blev værre og værre. Der manglede en rød tråd i alle hans dispositioner, og hvis man som fan var forvirret, var det intet imod det man så hos spillerne. Så det var en stor forløsning da fyringen endelig kom, men også med en frygt for at det ville tage år at rette op på det morads han efterlod. Flere spillere havde givet op og ville væk, og udskældte Xhaka havde allerede købt flybilletten til Hertha Berlin. Noget som på det tidspunkt virkede som verdens bedste idé, efter han havde lagt sig ud med alle Arsenals fans. INGEN troede på han havde en fremtid i Arsenal.
Miseren var total, og jeg var så langt nede i kulkælderen som jeg kunne komme, da Arsenal den 9. december på udebane mødte West Ham. Freddie Ljungberg stod midlertidigt i spidsen. I første halvleg, spillede Arsenal den mest jammerlige gang fodbold jeg nogensinde husker at have set dem spille. Ingen gejst, Ingen selvtillid, ingen bevægelse, ingen modtræk til West Hams pres og ingen offensive ideer, hvis de endelig kom over midten. Helt mirakuløst, vendte de kampen i det 60. minut og på 9 gyldne minutter, så man potentialet i holdet, vel vidende at det ikke var et vendepunkt. Det ville kræve langt mere arbejde fysisk, mentalt og taktisk.
Ind kom nyheden om Arteta som ny manager. Den lille 37-årige spanier, havde godt nok spillet 5 sæsoner i Arsenal, men havde ingen erfaring som head coach, og havde fungeret som assistent for Pep Guardiola i 3 sæsoner i Manchester City. Var det klogt med så uerfaren en træner, når ærkerivalerne Spurs hentede maniske Mourinho og Everton løb med legenden Ancelotti? Som fan er man jo jubeloptimist, men at smide et ubeskrevet blad midt ind i den rodebutik hvor alt var i opbrud, virkede måske lige voldsomt nok.
Men allerede i første kamp mod Bournemouth var de som forvandlede. Totalt forvandlede.
Der var frem for alt en helt anden selvtillid og attitude i holdet. Der var fight, passion, bevægelse uden bold og når de angreb, var det med mange mand. Kæderne bagi stod bedre, og pludselig havde vi et forsvar, hvor man ikke var rystende nervøs hver gang bolden var i nærheden af feltet. Fremfor alt var der sket en forandring hos den enkelte spiller. Spillere som David Luiz, Sokratis, Lucas Torreira, Mesut Özil, Pepe og ikke mindst Xhaka, var genfødte – ALLE SAMMEN! De virkede komfortable i deres justerede positioner, og lagde man alle brikkerne sammen, lignede de endelig det hold de ikke har lignet i meget lang tid.
Selvom det alt sammen ikke har været lige godt siden og de mangler noget fysik til den nye spillestil, så er det som om jeg har fået mit Arsenal tilbage. Jeg glæder mig til kampene på en anden måde, og dagen efter 2-0 sejren over Manchester United, var jeg som en nyforelsket teenager. Jeg boblede indeni. Læste alt hvad jeg kunne komme til, og glædede mig sammen med andre fans. Herunder også min 19 årige søn Konrad som brænder lige så meget for The Gunners som mig selv. Og ja, der er laaaangt op til Liverpool og Manchester City og et nyt mesterskab er ikke lige rundt om hjørnet. Men Arteta ER det helt rigtige valg. Det tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige. Han har fået humør ind i fans og spillere. Han har på rekordtid givet holdet en tro på sig selv og hinanden, og han har fået tændt den ild jeg har indeni, og som gjorde at jeg dengang jeg læste Nick Hornbys bog Fever Pitch, sad og nikkede hele vejen igennem til hvad det vil sige at være Arsenal fan. Og fan af et hold i det hele taget. Han har gjort mig stolt af at være Arsenal fan og ligesom han har rebootet flere af spillerne på mirakuløs vis, føler jeg også at min kærlighed til Arsenal har fået nyt liv. Og i sådan en situation tænker jeg mindre over point på kontoen, og mere på indstillingen og udtrykket i kampene.
Og så glæder jeg mig til alt det nye og spændende som vi skal se Arteta udfolde de næste par år.
Jeg har en god og ny fornemmelse i maven. Det summer….
